torsdag den 28. november 2013

Pynt til børneværelserne.


Vi elsker at lave perleplader- mig og børnene - sidste gang fik vi lavet disse. Min datter er helt vild med Klokkeblomst, så vi fik lavet fire feer : 

Klokkeblomst.


Iridessa


Silvia


Rosetta


Min søn er mere til rum ting, så han lavede NASA's rumfærge.



Jeg havde ikke mønstre til nogen af dem, så vi fandt billeder af det vi ville lave - altså billeder af motivet lavet med rørperler. Bare ved at google Hama rørperler kom der rigtigt mange frem. Så printede vi dem i så stor størrelse at vi kunne tælle perlerne. Børnene syntes det var rigtigt sjovt at de frit kunne vælge hvad de ville have.
Prøv selv!




tirsdag den 26. november 2013

Nu nærmer julen sig!


Jeg har en masse ideer til jule pynt og jule dekorationer som jeg skal have gjort noget ved de kommende uger. Jeg har fået lavet en dørkrans -  den blev lavet af sidste års adventskrans. Det er en færdigkøbt koglekrans som jeg har pyntet med lidt kugler og tørrede frøkapsler fra Gladiolus, som har fået sølvspray. Og så selvfølgelig en stor fin sløjfe! Påtænker at pynte med en lyskæde - hvis jeg får fundet en.

Update på "Vamset Vintertrøje"


Nu er bullen og et helt ærme strikket. Så skal der bare strikkes et ærme mere og sættes ind på rundpinden og resten af trøjen strikkes færdig ud i et med raglan indtagning. Det går ret hurtigt da det er ret store pinde den bliver strikket på. Glæder mig til at kunne tage den i brug! :-)

Vinter på vej.

Nu er det begyndt at blive koldt, så jeg har lagt alt andet til side for at lave nogle gode tykke sokker til mig selv. Jeg har det med at fryse om tæerne om aftenen når jeg sidder foran fjernsynet med mit strikketøj. Fandt noget garn i gemmerne, som vist nok skulle have været til en sjælevarmer - jeg var begyndt på den men så blev det alligevel ikke til noget. Så nu bliver det til nogle seje zebra sokker! Opskriften er fra Drops, oprindeligt  fine mønstrede "Dolomiti"sokker men jeg har bare strikket dem uden - garnet danner jo selv mønster!
Hent opskriften på "Dolomiti" sokker gratis her www.garnstudio.com

tirsdag den 19. november 2013

Aktivitets klodsen.


Jeg lavede for noget tid siden en "Aktitets klods" til min lille niece. Den måler 35x35 cm og er med fast skumgummi indeni, så den er meget stabil og kan også bruges som skammel.


Den syet i bomuldsstof med kraftig strygelærred på bagsiden ( for at det skal holde til lidt af hvert) og så er der syet diverse aktivitets ting på hæklet i bomuldsgarn. 


På toppen er det en stor hæklet "Granny boble spiral" 


På 1. side er der hæklede 3D blomster.


På 2. side hæklede klapper lukket med sjove knapper og med forskellige sy mærker bagved.
(Hun elsker knapper!)


På 3. side en stor hæklet ugle.


På 4. side lommer med små hæklede dyr og bamser i.


Og til sidst "African flower" på bunden.

Min 1 årige niece var fuldstændig betaget af alle de farverige ting hun kunne pille og røre ved. Bamserne i lommerne var virkeligt et stort hit! :-)

Nu skal jeg så lave en igen - til min søsters veninde - i tattoo lignende design!
Tror farverne bliver sort - hvid - rød - lilla - pink og gerne med noget glimmer i. 
Jeg vil lægge billeder ind undervejs så I kan følge med i processen. 







mandag den 18. november 2013

Min vamsede vintertrøje.


Lige for tiden har jeg gang i en lækker trøje til mig selv. Det startede faktisk med at jeg ville lave mig en vest. Jeg faldt for Verdi garnet fra Garn studio pga de fede tone i tone farveskift. Men inden jeg kom i gang med vesten fik jeg nogle blade af min svigermor hvor der var et lille hæfte med strikke opskrifter med. Deri fandt jeg opskriften på en rigtig lækker trøje strikket i lignende garn. Så jeg gik gang med trøjen! Måtte lige omregne opskriften da den var på pind 8-9 og Verdi garnet er til pind 7. 


Jeg viste min mor den og hun blev straks forelsket da jeg fortalte at garnet fås i flere flotte farver. Så nu vil hun gerne have en i turkise nuancer.


søndag den 17. november 2013

Stjernekage!


Min datter blev 4 år her i Oktober og kage skulle der til! Hun vidste præcis hvad hun ville have - en stjernekage! Den er med chokoladebunde og skovbærfromage, overtrukket med sugarpaste. Stjernerne er stukket ud i sugarpaste og er tørret et døgns tid inden de blev penslet med past. æggehvider og drysset med spiseligt glimmer. Efter endnu et døgn til tørret blev de lagt på kagen, limet fast med lidt æggehvide.
Kagen vakte stor opsigt hos fødselsdags gæsterne, som var meget forundret over at glimmeret kunne spises! Da kagen var spist havde vi alle glimmer over det hele! Men var heldigvis til stor morskab for alle, ikke mindst børnene! 

Bryllupskage!


Jeg lavede denne bryllups kage til vores naboer i September. Den er lavet med almindelige lyse lagkagebunde, et lag jordbærfromage med hele friske jordbær lag i og et lag med hvid chokolade creme med pistacie krokant. Den er overtrukket med hvid Pettinice sugarpaste og pyntet med kalla'er også i sugarpaste. 
Brudeparret var selv med til at bestemme fyld og udseende - og den smagte fantastisk!
- og sikke en fest vi var med til! Den glemmer vi sent :-).

 

lørdag den 16. november 2013

Fødselsdagsgave til Annika.


Min lille niece er lige fyldt 1 år,så moster her fik lige lavet et par "Uglebukser" og en "Musekjole" til hende. De er begge syet i cowboystof med detaljer i bomuldsstof. 
Har planer om at lave en "Rævetunika"til min 4 årige datter med tiden. Så jeg kigger efter stof til den - tænker den ikke skal være i cowboystof men i noget tyndere stof. Det vil give et bedre fald.

Så tog jeg beslutningen og fik startet min blog!

Jeg har længe gået med tanken om at gøre det, da jeg gerne vil dele min kreative hverdag med jer. Lige nu sidder jeg og skal finde ud af hvilke af mine færdige projekter jeg vil lægge ud på bloggen. Der er nok at tage af! :-) Jeg vil også fortælle lidt om de ting jeg er i gang med lige nu og forsøge at give løbende opfølgning på dem. Og så er der jo alle ideérne inde i mit hoved som jeg også vil forsøge at dele med jer. Så nu håber jeg bare på der er en masse som vil følge min blog og kommentere på mine projekter, så jeg får udviklet endnu flere kreative ideér!